 |
På billedet ses frk. Gyda Brøndum i købmandshandlen
Hessensgade 8b, som hun overtog i 1950 og drev videre
indtil ejendommen stod for nedrivning i 1968. Foto af
Viggo Rivad i 1958. |
 |
Hessensgade 35 omkring 1930, og ses som en velholdt ejendom med 4
lejemål. |
 |
| Strækningen nr. 35-43, som små beskedne ejendomme, der allerede synes trængt på retræte af de store ejendomme |
|
|
Forandringens vinde har i en årrække blæst gennem mange kvarterer i Sundby. Særligt hårdt har det taget på de gamle miljøer i kvarteret omkring Hessensgade. De fleste af de huse, der dannede landsbymiljøet i de ældste sidegader til Holmbladsgade, har et efter et måttet overgive sig til nedrivningsmaskinerne, til fordel for opførelsen af de mere rationelle
karré-bebyggelser. Billedet viser Eliasgade ved hjørnet af Bremensgade i 1999, hvor nogle af de få bevarede ejendomme findes. En god beskrivelse af menneskene og miljøet i og omkring husene giver Judy Bendtsen i sine barndomserindringer i dette blad.
|
Uddrag af artiklen, "Larsens datter - et billede af Hessensgade og omegn i 1950’erne". Af Judy Bendtsen
Jeg er født den 9. februar 1948 på en privatklinik på hjørnet af Hollænderdybet og Amagerbrogade. Det var ikke fordi det skulle være fint, men mine forældre, som bare var 19 og 20 år, vidste ikke at indlæggelsen kostede
penge. Det tog min far 12 år at betale gælden.
Herefter var min adresse de næste 8 år Hessensgade nr. 8 i baggården samt 4 år i nr. 17. Det var en ombygget hestestald vi boede i. Foruden os boede der fire andre familier i denne bygning. I den første lejlighed boede fru Bekowski. Hun var hvad man kaldte en letlevende dame,
men med et meget stort hjerte af guld.
Hele hendes lejlighed bestod af et køkken og en lille stue. Hele herligheden var vel 12-14 kvadratmeter. Jeg fik altid
penge eller dukker af hende for at gå i byen for hende. I byen det vil sige hen til frk. Brøndum, som lå i nr. 10. For at købe på klods.
Naboen hed Lundberg. Hver dag hængte hun alt sit tøj ud i gården, vådt vel at mærke, så kunne vi rigtig se hvor meget hun havde. Jeg husker især det sorte |
|
blondeundertøj. Det var også fru Lundberg som syede et balletskørt til mig, ganske gratis. For ballet, det skulle jeg gå til. Det havde min mor nemlig selv gjort som barn. Min mor solgte nu alt det kobbertøj som hendes far havde givet hende. Der var bl.a. en sparebøsse som forestillede Rundetårn. Det indkomne beløb dækkede lige indskuddet og de
næste 2 måneders kontingent. Stedet hvor jeg gik lå i Nürnberggade og hed Kuberts Danseinstitut. De følgende kontingenter
blev finansieret ved, at mor pantsatte resten af kobbertøjet, platter og kedler. Det må åbenbart være lykkedes for hende at indløse pantet, for tingene forefindes den dag i dag i mit barndomshjem. En meget tyk dame, meget fint klædt på, sad og spillede klaver. Når jeg i dag en sjælden gang hører Britta Polka, ser jeg det hele for mig. Det sted hvor min mor pantsatte kobbertingene
hed RAS, og lå inde bagved Hessensgade nr. 25. Sikken en herlig klude- og
kræmmerforretning. Der var gammelt jern, klude, aviser, kaniner og gamle maskiner. Der var dagen lang fuldt af gamle sprittere, kræmmere og nogle sure damer.
Min tante Else og Onkel Carlo boede i et lille gult hus i en baggård til Eliasgade, og de havde fuld udsigt over hele kludefabrikken, som den også blev kaldt.
Her boede på et tidligere tidspunkt den såkaldte Damhusmorder Mouritz Andersen. Ganske vist kun til leje, men alligevel.
Tilbage til nr. 8. På førstesalen ovenover os, boede min mors veninde som hed Olga. Hun var gift med en underlig mand, der blev kaldt ”Præsten”. Det hed sig nemlig, at han studerede til præst, men det nærmeste han kom det gejstlige, var, at han på et tidspunkt havde været
medindehaver af et ligkistemagasin, der lå ved siden af isenkræmmeren på hjørnet af Vermlandsgade og Holmbladsgade.
 |
Ejendommen Hessensgade 8b blev opført i 1894, men det var først i 1925, efter en mindre ombygning af huset, der blev forretning i ejendommen.
Foto af Viggo Rivad i 1958. |
Derudover havde han sin faste gang på Café Bellevue, et værtshus som lå lidt tilbagetrukket med en lille gårdhave foran, også ovre i Holmbladsgade. Her kom der et ægtepar som gjorde utrolig indtryk på mig. De blev kaldt for ”Pisse Meta” og ”Lorte Anton”.
De hjalp altid hinanden hjem, når de havde fået en tår for meget. Dette værtshus gik under navnet ”Bellerøv".
”Præstens” hjem var utrolig sparsomt møbleret. En dobbeltseng stod midt i lejligheden, og ellers et lille spisebord, og et meget lille indbygget skab, hvor der hang en præstekåbe. Ellers husker jeg at der var en sort hvid tegning af Kaj Munk. Deres køkken var en tro kopi af det køkken som i dag forefindes på Arbejdermuseet. Resten af Olgas familie boede i et lille hus på hjørnet
af Eliasgade og Hessensgade. En lille forhave, og en glasveranda gjorde stedet utrolig idyllisk. Mikkelsen hed de. På et tidspunkt havde alle i familien et sort armbind om den ene arm. Det var fordi Olgas bror, som hed Svend, og som var sømand, var gået ned med ”Gerda Toft”.
Det stod der meget om i aviserne dengang. Ved siden af Olga og ”Præsten” boede en familie fra Jylland. De hed Jørgensen. En dag viste hr. Jørgensen min mor en klo som hørte til i en urkæde. Min mor var i lang tid overbevist om, at hr. Jørgensen havde noget med dobbeltmordene på Peter Bangsvej at gøre. Hun havde nemlig læst om en lignende klo i forbindelse med mordene.
 |
Hessensgade 29, her set omkring 1946, udgjorde
et af de små oprindelige Sundbymiljøer.
Huset var opført i 1874. |
Dette havde naturligvis intet på sig. Mit eget barndomshjem bestod af en stue, et køkken og en entre på 1 m2. Det hele har været på omkring 20 m2. Der var et lille rum som lå under trappen. Her kunne min lillebrors tremmeseng lige presses ind. Den sad fastspændt mellem væg og døråbning; større var rummet ikke. Da vi i 1956 fraflyttede hele denne herlighed, fandt
min mor et utal af indtørrede rugbrødsskorper og sutte, som simpelthen havde sat sig fast.
Køkkenet lignede alle andre af datidens køkkener, dog med den undtagelse, at
Læs resten i bladet..
|
|
