„Og hvad vil du så bruge det til“, forhørte jeg mig, joh - han havde udtænkt en plan. Hvis han nu stillede det ovre hos sig selv og anskaffede en rigtig lang ledning, som han førte ud gennem vinduessprossen, op ad muren til tagrenden og hen til mit østvindue, borede hul ind gennem sprossen og førte
ledningen hen til mit apparat og tilsluttede det, så kunne han få det vi i gamle dage kaldte en partstelefon - også kaldet Yrsa eller Eva m.fl. Hans tanke var så, at vi kunne dele udgiften til abonnement og samtaler og desuden kunne vi fungere som hinandens telefonsvarer dvs. give hinanden besked, når den ene var væk. Efter andet ring ville han tage den. Det lød jo meget fornuftigt, men spørge først hos KTAS, det skulle vi vist ikke. Faktisk fungerede dette system upåklageligt i mange år. Begge sparede vi penge, fik beskeder og Hans fik tilfredsstillet sit udækkede tale-i-telefon-behov.
Men en skønne dag skete der noget. Eller rettere: telefonen virkede
ikke. Den var stendød. Hans var lige rejst til Indien, og jeg kendte ingen anden med hans telefonsnilde - og jeg ventede vigtige samtaler. Til sidst bed jeg i det sure æble og gik ned og ringede til telefonvæsnet fra Sommerlysts mønttelefon. Der kom hurtigt en ung montør. Det var umuligt at skjule det net af ekstra ledninger plus en lille ringeklokke. Jeg fortalte ham, at den var
død. Han skruede på noget. Så fungerede den. Ingen af os fortrak en mine. Det var jeg meget taknemmelig for. Jeg sad nemlig i Borgerrepræsentationen på det tidspunkt. Og den sag kunne Ekstrabladet sikkert have fået meget ud af.
I vores ejendom på hjørnet af Holmbladsgade kendte vi alle sammen hinanden. Jeg havde min gadedørsnøgle hængende i en elastik, så man kunne fiske den ud
gennem brevsprækken. Det var vi mange som havde fornøjelse af. Især dem som af og til fik en tår over tørsten og ikke kunne finde ud af, hvor deres nøgle var blevet af. De havde en reserve hængende oppe i min gang. Men min meget drikfældige underbo fra Færøerne nåede nu ikke altid helt op til mig efter sin nøgle. Han sov rusen ud på afsatsen, og jeg skrævede over ham på min vej
op på kvisten. Desuden lånte vi meget hos hinanden. En aften jeg kom sent hjem, var der ikke en eneste stol i min lejlighed, men de kom alle sammen tilbage næste dag, da festen var forbi. I det hele taget forsvandt der aldrig noget. Så var det en solskinseftermiddag jeg kom hjem fra arbejde og skal til at stille min cykel i porten, da der lyder en ganske usædvanlig velkomst:
„Ingrid, Ingrid nu skal du bare...
Læs resten af artiklen i bladet |
