|
I en alder af 6 – 7 år begynder min erindring om Ebbe. Vi boede i en ejendom, som hed Vejlandsgård beliggende på hjørnet af Amagerbrogade og Vejlands Allé. Der var en masse andre unger. Der var flest drenge, og vi var ret jævnaldrende. Der var selvfølgelig nogle store drenge, som vi frygtede og drillede, men som sagt var der flest på min egen alder.Foruden Ebbe var der Henrik med den smukke lillesøster. Jørgen med den skrappe far. En anden Henrik, som var alene med sin mor. Der var 3 måske 4 store drenge, som vi så op til. Især Tommy, som spillede med i filmen: De pokkers unger. Ebbes storebror Hans var god til fodbold. Olaf, som var alene med sin mor, og som havde den mest spændende lejlighed i hele gården – en hel tagetage med masser af værelser. Det var tydeligt, at Olaf fik lov til at passe sig selv, fordi han brugte en stor del af lejligheden til legeplads og skydebane for sin bue og pile. Der var huller alle vegne i væggene. Der var selvfølgelig også nogle få piger, men de var på dette tidspunkt ret uinteressante. Ligeledes var de mindre drenge uden interesse. Det var os jævnaldrende, der bestemte, hvad der skulle ske, og især Ebbe. Han var ingen typisk leder, men på en eller anden måde fik han altid sat noget i gang. Og jeg var med på den hver gang.
Vores gård Ejendommen lå som et stort U med et skraldehus, sandkasse, tørrestativer og to græsplæner. På den ene græsplæne var der under krigen blevet bygget et stort skur til tørv. Det blev først revet ned omkring 1950. Gården var velegnet til boldspil, skjul og rulleskøjteløb. Vi måtte ikke spille bold i gården, hvilket vi naturligvis gjorde alligevel. Af og til kom viceværten farende og tog vores bold. Så måtte en af vores forældre ned til ham og bede om at få bolden igen. Det var lidt besværligt, og til sidst opgav han at tage bolden. Men han fik ikke fred for os unger af den grund. Han blev vores erklærede fjende – bolde på hans rude – pind gennem en luftkanal ind i hans spisekammer. Han blev rasende, og vi morede os. Det var rent mobberi.
Legene Årstiderne og vejret bestemte hvad vi legede. Om foråret og sommeren spillede vi fodbold. Stativerne til tæppebankning var fortrinlige mål. Hvis vi kun var to, brugte vi de to stativer, og så havde vi hvert sit mål. De var så tæt på hinanden, så vi headede kun. Det var svært nok endda at score, for vi brugte en tennisbold. Vi brugte masser af timer her. Af og til fik nogle af pigerne os med til at hinke. Det var ikke nær så sjovt som at spille fodbold, men når der ikke var andre drenge at lege med, så kunne pigerne lige bruges. De fik os også med til at hoppe i bue. Det var jeg en klovn til. Pigerne var ret skrappe, men de kritiserede ikke, hvis jeg dummede mig. De var faktisk søde. Jeg havde det store held, at min mor ikke kunne se, hvad jeg lavede nede i gården, da vores lejlighed kun havde vinduer ud til gaden. Mine kammerater havde næsten hele tiden deres mødres øjne rettet imod sig, hvilket begrænsede dem en hel del. Det er ikke få gange at lyden af en fingerring på ruden har bremset en af kammeraterne i et eller andet sjovt eller farligt. Og hvis ringen ikke hjalp, så kunne et råb få os alle til at standse – i hvert fald for et stykke tid. Efterhånden lærte vi at kikke op mod vinduerne for at sikre, at vi ikke blev overvåget, før vi gjorde noget ”ulovligt”.
Årsag og virkning Nede i gården var der en vandhane, som blev brugt til at skylle skraldespanden med, efter at den var blevet tømt inde i skraldehuset. Men vand og børn drager hinanden. En varm sommerdag havde jeg lyst til at bade under vandhanen. Jeg tog tøjet af. Det skulle jo ikke blive vådt. Og splitternøgen løb jeg rundt i gården og havde det meget sjovt. Jeg havde vel været omkring 6 år. Henriks mor stod og så på mig i al min nøgenhed og blev så forskrækket eller hvad hun blev. I hvert fald tabte hun sin lille pige, som hun havde på armen. Hun fór op til min mor og skældte ud over, at jeg badede nøgen nede i gården, og at hun derfor havde tabt sit barn. Min mor holdt masken, gik ned i gården og fik mig til at få mit tøj på. Jeg blev selvfølgelig skældt ud, og flere år senere fik jeg hele historien, og den lo vi meget ad. Den lille pige kom heldigvis ikke noget til ved faldet. I denne historie gemmer sig også dette, at min kammerat Ebbe var med til at bade. Han beholdt bare tøjet på. Måske fik han mig til at tage tøjet af. Jeg kan ikke huske det, men han kunne sagtens have fået mig til det.
Besættelsen Jeg er født i 1940 og husker ikke ret meget fra besættelsen. Der er dog et par episoder, som står ret klart for mig.
Folkestrejken og befrielsen Da der var blevet lukket for vand, gas og el i august 1943, blev der lavet et stort bål nede i gården, hvor der blev lavet mad. Aldrig har så mange voksne været nede i gården på en gang. De var også venlige og smilende og snakkede sammen. Det var en underlig, men også rar fornemmelse. På befrielsesaftenen den fjerde maj 1945 blev der igen lavet bål, men det var på gaden neden for vore vinduer. Alle råbte og var meget glade. Jeg stod i vindueskarmen og min far holdt fast om mig, så jeg ikke faldt ud ad vinduet. Pludselig forsvandt min far, og min mor holdt fast om mig. Jeg så nu min far nede på gaden med min røde trillebør. Trillebøren havde været i stykker længe, og min far ville prøve at lave den. Det var ikke blevet til noget, så nu blev den smidt på bålet sammen med stole fra Gorms kro overfor. Jeg var ikke tilfreds med, at min trillebør skulle brændes bare fordi tyskerne havde kapituleret. Jeg vidste nok, hvad der var vigtigt for en 5 års dreng.
Æbleskud Vores gård lå i nærheden af et villakvarter, og i sæsonen gik vi ofte på rov i haverne efter frugt. Det var selvfølgelig forbundet med en vis fare. Nogle steder havde de hunde, som kom farende, når vi stående på vores cykler rakte ind over stakittet for at få fat på de rigtig gode æbler. Andre steder kom ejerne styrtende ud og råbte og skreg, så vi flygtede af sted på cyklerne. Det var næsten altid Ebbe og mig, der gik på rov sammen. Vi kendte efterhånden de gode steder og åd os mangen en mavepine til. En gang fandt Ebbe på noget genialt. I stedet for at hugge æblerne kunne vi gå ind og spørge, om vi måtte få nogle æbler. For at gøre indtryk på de voksne, fandt Ebbe på, at vi skulle klæde os ud, så vi så rigtig fattige ud med snavs på det hullede gamle tøj, bare fødder og lidt jord i ansigtet. Maskeret på denne måde gik vi så ind i haverne og tiggede om frugt. Det gav pote. Aldrig har vi fået så megen frugt. Med lommerne og trøjen fyldt med frugt løb vi hjem i gården og fortalte de andre børn om vores genistreg. Jeg kan ikke huske, hvad de andre rødder sagde, men Ebbe og jeg trillede rundt på jorden og grinede og grinede. Vi havde igen snydt de voksne. Det var naturligvis Ebbes ide, men jeg var selvfølgelig med på den som altid. En anden gang havde vi ”fået” så megen frugt, at vi brugte æblerne og pærerne som kasteskyts mod nabogårdens unger. De havde ingen frugt at forsvare sig med, så de måtte bruge vores til at kaste retur. Vi - Ebbe og jeg - stod bag et plankeværk og var i rimelig sikkerhed for flyvende æbler, idet de fleste ramte plankeværket. Dette var til sidst indsmurt i æblemos. Men som sædvanlig kom der en voksen og stoppede os. En mor fra nabogården standsede kampen og gik i gang med at skrabe æblemos ned fra plankeværket. Det kunne hun bruge til mad. Tænk engang, at der var folk, der var så fattige, at de kunne bruge smattede æbler til mad. Senere gik Ebbe og jeg ind til damen med en pose hele æbler, som vi havde fået på vores særlige måde. Hun spurgte ikke, hvor de kom fra, og vi fortalte ikke noget.
De voksne I min barndom var voksne nogle, vi skulle frygte – undtagen vores mødre. Men alle andre voksne var fjender. Nogle, der var farlige og som kunne straffe en. En vicevært kunne tage ens bold, skælde ud og sladre til ens forældre. En nabo kunne beholde ens bold, hvis den røg ind i hans have, og nogle gange skar han bolden i stykker med en kniv. Så havde den samme bold også været inde i hans have mange gange. En sur gammel mand på første sal kunne ikke lide børn, så hver gang der var mulighed for det, skældte han ud og blev helt rød i hovedet af bar arrigskab. Ham tog Ebbe og jeg hævn på en nytårsaften. Derom senere. En sur gammel dame - min gudmors mor - kunne ikke lide børn, der støjede. Så hver gang vi gik forbi hendes dør, vidste vi, at hun stod på lur inde bag dørspionen, og var klar til at flå døren op og skælde ud, hvis vi larmede. En tur ned ad terrazzotrinene med rulleskøjter på, gav den ønskede virkning. Sofie kom ud og skældte ud, og vi grinede
|
|
