|
Mens min far arbejder udenfor, står vinduet åbent, så man kan høre Hitlers ‘brølen’ i radioen. Radioen havde han selv bygget med radiolamper osv., og den kunne foruden Danmarks radios eneste radiokanal også tage Sverige og Tyskland. Min far havde aldrig lært sprog, men forstod det meste af, hvad Hitler råbte, og far blev mere og mere gal, så saven blev brugt temmelig hidsigt. Dette foregik, før jeg begyndte i skole, så jeg gætter på, at det nok har været omkring starten af 2. verdenskrig, hvor de tyske tropper overfaldt Polen den 1. september 1939.
9. april 1940
Tunge, sorte flyvemaskiner fløj lavt ned over vores hus på vej til Kastrup lufthavn. Min mor var cyklet på arbejde; men min far og storebror løb forskrækkede ud af døren for at se, om der var tyske mærker på flyvemaskinerne - og det var der!
Er der krig? Skal vi i skole? Ikke Knud på næsten 17 år, han var lige blevet færdig med en eksamen og var ikke begyndt på sit nye skoleår endnu. John på 8 var begyndt i 3. klasse, og han blev sendt på cykel til skolen for at spørge, om vi skulle i skole - det skulle vi!
Skoleåret gik fra april til april, og 6-årige lille mig havde kun været skolebarn i 9 dage. Jeg skulle møde kl. 10, og jeg havde ingen cykel, så jeg travede den lange vej ad Amager Landevej til Korsvejens skole, mens en del busser med vinkende unge mænd i uniform kørte den anden vej - på vej til Kastrup lufthavn. Jeg vinkede glad igen.
Der lå et ishus på hjørnet af Amager Landevej og Lufthavnsvej, hvor John og jeg brugte vores søndags-femøre til slik. Der stod mange gange nogle tyske soldater, som gav os penge til mere slik, men da vores forældre hørte det, fik vi forbud mod at tage imod det, for tyskerne var ikke vores venner. Nå, jeg syntes da, de var søde, men sagde selvfølgelig nej tak, hvis tyskerne tilbød mig noget. Snart steg vores lakridsstænger til 6 øre, så det gjorde vores søndags-penge også.
Far var begyndt at bygge et beskyttelsesrum ude i haven allerede, før vi blev besat af tyskerne, så han havde nok regnet ud, at Danmark ikke slap for tyskerne. Det var et stort hul gravet halvt ned i jorden med store sten rundt om og med bræddevægge inden i og et loft så stærkt, at det kunne bære flere læs jord med græstørv ovenpå. Der var hylder med dåsemad og andet nødvendigt, hvis vi skulle opholde os der længe. Der var også et gammeldags WC med en spand inden i, men det lignede et lille skab. Der var bænke til vores familie på fem og til den lille familie på tre, som boede på 1. sal.
Vi fik brug for beskyttelsesrummet nogle gange, når der var luftalarm, ikke fordi der blev bombet, men fordi engelske flyvere fløj over Ama slås mod Bolsjevikkerne. Jeg syntes, det var et meget spændende ord at gentage inden i mig selv; men min far eksploderede næsten og sagde, at han nok skulle få ham ud af det igen, for han var kun 18 år og ikke myndig, mens jeg bare sad og smagte på ordet: Bolsjevikkerne!
Senere den dag blev jeg klar over, at den unge mand, som var på alder med min storebror Knud, var min fars halv-lillebror, Gunnar. Jeg havde aldrig set ham før, for han havde været på kostskole, fordi begge hans forældre døde, da han var 12 år. Senere havde han været på en landbrugsskole, hvor mange var nazister - hvad Gunnar også blev.
Min far tog ind til Dagmarhus næste dag. Der holdt den tyske overkommando til, men de var ligeglade med, hvad far sagde, så Gunnar blev sendt til Tyskland for at blive trænet til soldat.
Hvorfor ville Gunnar gå i tysk soldatertjeneste som 7000 andre danskere gjorde? Det var fordi den tyske hær lige var gået ind i Rusland/Sovjetunionen, og de ville hjælpe Tyskland med at sejre over Kommunismen eller Bolsjevikkerne, som han jo kaldte det. De danske i tysk tjeneste ville ikke slås på Vestfronten mod Englænderne eller senere mod de allierede.
Vi flytter den 15. oktober 1941
Pludselig skulle vi flytte, for far ville genåbne et bageri, som lå på Englandsvej 194, på hjørnet af Agerlandsvej og tæt ved Vejlands Allé. Min mor blev godt sur, for hun elskede vores liv i huset på Uranus Allé 10 (efter alléens forlængelse er det nr. 20), på hjørnet af Vegas Allé, men min far ville i gang igen som bager.
John og jeg begyndte i vores nye skole, Højdevangens Skole, kort efter flytningen.
Dengang var man vist ikke så ‘pylrede’, som nogen forældre er i dag. I hvert fald ikke mine forældre, for min mor var taget på kontoret, og min far var i bageriet, så der var ingen til at følge mig den første dag i 2. klasse b i den nye skole, men jeg fik følgeskab af en pige på min alder, som heldigvis gik i den klasse, jeg skulle gå i.
I Københavns Kommune, som vi nu boede i, var skolerne skarpt delt i drengeafdeling og pigeafdeling, så jeg kom til at gå i en ren pigeklasse. Først lige efter krigen blev der lavet om på det, ligesom skoleåret blev flyttet, så det derefter gik fra 12. august til sommerferiens start omkring den 19. juni.
Jeg kan godt forstå, at min mor var sur over at skulle flytte dertil, for vi boede ret elendigt, for vores eneste, lille stue lå ved siden af butikken, som bageriet stødte op til. Køkken og soveværelse var på den anden side af en trappeopgang, som beboerne på 1. sal brugte. John og jeg sov i køjesenge i vores forældres soveværelse.
Vi havde også 2 værelser på loftet, som en næsten lodret trappe førte op til. Knud fik det ene, og senere flyttede John op i det andet, efter at han var vokset fra køjesengen. De værelser kunne blive meget varme om sommeren og kunne ikke varmes op om vinteren, så de vågnede sommetider op med rim på dynen.
Der blev aldrig noget værelse til mig der. Det fik jeg først mange år senere i et andet hus, da var jeg 18 år.
Det bedste ved den lejlighed var badeværelset med bruser og varmt vand under hele krigen, for fars bageovn gav så megen varme, at vores husvært kunne bruge sit brændsel både til centralvarme og varmt vand.
Dog var der heller ikke her toilet med træk og slip, for på Vestamager var der endnu ikke kloakeret. Derfor var der grøfter langs begge sider af Englandsvej. Men vi havde taget vores lille skabs-WC med fra beskyttelsesrummet. Det kunne stå på bade-værelset, og så måtte far gå med den fyldte spand ned og tømme den på et WC i haven, hvor ‘natmanden’ hentede den.
Vores husvært, Gryholt, var slagter med butik i samme ejendom som vores og lejlighed på 1. sal. Under krigen manglede bageren aldrig godt kød og slagteren heller ikke sukker og smør. På den tid lød udtrykket: ‘Den ene hånd vasker den anden’.
Butikken
Min mor ville ikke opgive sit kontorarbejde for at passe butikken, så der blev ansat en ung ekspeditrice, som foruden en ret lille løn fik kost og logi. Logiet var et værelse, som vi lejede hos en enke.
Om formiddagen var der ikke ret mange kunder i butikken, så ekspeditricen skulle vaske op hver dag og også støve af i stuen, for bageriet støvede ret meget.
En høj klokke lød, når der trådte en kunde ind i butikken, og man ventede tålmodigt, hvis ikke ekspeditricen var der.
Jeg var vel 10 år, da min far første gang holdt mig hjemme fra skolen i et par dage, fordi en ekspeditrice var syg. Jeg var ret lille, så jeg kunne ikke løfte et rugbrød op på disken, men så gik jeg uden om og satte det på taskehylden.
Et rugbrød kostede 61 øre og et franskbrød 37 øre. Wienerbrød kostede 12 og 16 øre, og en stang wienerbrød 80 øre. Man havde jo ikke regnemaskiner, så enten kunne man regne ud i hovedet, hvad kunden skulle betale, eller også på et stykke papir. Jeg blev snart ret skrap til at regne i hovedet.
En meget vigtig ting, man skulle huske, var at få det rigtige antal brødmærker foruden pengene, for ellers kunne far ikke købe det mel, han skulle bruge. Alle brødmærker skulle være stemplede, og sommetider var det ikke gjort i butikken, så det skulle vi børn sørge for, inden det nye læs mel kom. Gad vide om man talte alle mærkerne det sted, hvor far købte mel?
Far må have været meget stærk, for han stablede selv de 50 kilo tunge melsække op i flere lag langs endevæggen i bageriet.
Om søndagen var der travlt i butikken, så der hjalp Knud til de første år, selvom han havde en læreplads. Et par skolepiger var der også om søndagen.
Fra jeg var ca. 11 år, til jeg blev 18 var jeg med få undtagelser i butikken hver søndag fra kl. 7-18, og min bedste veninde Lis fik et års tid senere også søndagsarbejde i butikken.
Det værste ved søndagene var rengøringen af butikken før lukketid, for alle hylder skulle gøres rene, glasdisken pudses med sprit og gulvet vaskes, for der skulle gøres rent hver eneste dag. Men jeg fik min timeløn som de andre, så jeg havde vist flere penge end de fleste børn på den tid.
Mange søndag eftermiddage var der en speciel lugt i butikken, for vi stegte folks stege i ovnen. Mange havde ikke bageovn, og selvom de havde, så sparede de på gasrationen ved at lade bageren stege for dem. Juleaftensdag var der en tyk os fra over 100 stege, så jeg mistede appetitten til julemaden.
Når jeg nu tænker på julen, var det dejligt, at vi de fleste juleaftener skulle ind til moster Ingrid, onkel Oluf og kusine Birgit i Nørre Farimagsgade 49. Der fik vi gåsesteg, og vi nåede at få appetitten tilbage, før vi skulle spise. Når vi havde danset om juletræet og fået gaver, spillede Birgit så dejligt på flyglet - far skulle altid høre Largo af Händel.
Alle mandage var butikken lukket og 1. juledag også, men det var også de eneste dage, far kunne holde fri. Ferier blev det aldrig til.
Mandag eftermiddag var det ikke sjovt at komme hjem, for så havde pigen fri, og opvasken fra i går stod og ventede på mig.
Den danske radio var censureret af den tyske værnemagt, og det var de danske aviser også, så hvis man ville vide noget rigtigt om, hvordan krigen gik, var man nødt til at finde den danske udsendelse fra England i radioen. Den var sommetider næsten ikke til at høre pga. støjsenderen, som tyskerne forsøgte at ødelægge udsendelsen med. Det var meget forbudt at høre den udsendelse, men de fleste danskere gjorde det alligevel.
Vi havde et stort kort over Europa på væggen, hvor far satte farvede nåle på, så vi kunne se, hvor fronterne var; men der gik et par år, før tyskerne led nederlag, så nålene kunne begynde at bevæge sig den anden vej.
Vaccination
Engang i 1942 stod det i alle aviser, at nu havde man fundet en vaccine imod difteritis, og at børnene skulle vaccineres, inden den næste difteritis epidemi kom. Det er en meget kraftig halssygdom, som også kan angribe hjertet, så en del døde af den, især børn.
En mandag i november 1942 tog far John og mig med til Serum Instituttet, som også den gang lå på Amager Boulevard. Det var en gevaldig sprøjte vaccine, vi fik med en meget tyk nål ‘hamret’ ned i nakken, så jeg var ved at besvime og blev sat på en stol, som jeg kom til at kaste op under. Vi blev ikke glade, da vi hørte, vi skulle komme igen næste år for at blive vaccineret for anden gang.
De sidste 50 år er børn blevet vaccineret mod difteritis, stivkrampe og polio 3 gange inden de er 2 år, og i Danmark er difteritis helt udryddet, ligesom vi heller ikke bliver smittet med polio mere - i min barndom hed det børnelammelse.
Når vi nu var i byen, skulle vi da opleve noget, så vi gik til havnekajen ved Langebro, hvor Fregatten Jylland lå for anker. Der var en vagtmand om bord, som viste os hele skibet, der havde været med i vores sidste krig mod tyskerne i 1864.
Vi så kaptajnens kahyt med pæne, 100 år gamle møbler, såkaldt Christian den 8. stil med hestehårsbetræk, men især husker jeg lugten af mug og synet af området under dæk. Det så ikke spor rart ud at skulle være der og sove i hængekøje; men det var, hvad man tilbød, når København havde besøg af provinsens feriebørn.
Fregatten Jylland blev reddet i sidste øjeblik fra at rådne helt op. Mærsk McKinney Møller fik den trukket til Ebeltoft engang i 1970-erne, hvor den blev sat helt i stand, og der ligger den stadig og ser vældig flot ud.
Burmeister & Wain
I den mørke tid var det svært at gå på gader og veje, for kun få gadelamper var tændt og lyste meget svagt, og der kom intet lys fra husene, for alle skulle have helt sorte rullegardiner for, og hvis det mindste lys viste sig fra et vindue, blev det sagt til beboerne, så de med det samme kunne få rettet det, ellers kunne man vist få en eller anden straf.
Cyklede man, skulle bagskærmen være hvid på det nederste stykke, og forlygten skulle være så svag, at den kun kunne ses af de nærmeste trafikanter. Gik man i mørket, var det klogt at have et hvidt armbind på, så man ikke blev kørt over.
Hvorfor skulle alt være så mørkt? Fordi ellers var det let for fjendtlige flyvere at finde vej til deres mål for at kaste bomber.
Men de engelske flyvere kunne finde vej trods den mørkelagte by. For den 27. januar 1943, lidt før kl. 5 om eftermiddagen, hvor det jo er rigtig mørkt, kom de flyvende i meget lav højde, for at tyskerne ikke skulle se dem. Derfor lød luftalarmen også så sent, at folk ikke var kommet i beskyttelsesrummene, før flyverne havde nået deres mål. Deres mål var B&W, som bl.a. byggede skibe og også lavede Diesel motorer til skibe, og som fabrikken var nødt til at levere til tyskerne - men mod god betaling.
Burmeister & Wain’s fabriksbygninger lå på Refshaleøen mellem Sjælland og Amager, på Christianshavn, og der var også en ved Knippelsbro.
Min mors kontor lå på den anden side af havnebassinet, lige ved Langebro. Hun var ansvarlig for at få alle på kontoret ned i kælderen; men hendes direktør ville se, hvad der skete, og mens hun prøvede at overtale ham til at gå i kælderen, faldt bomberne over B&W.
Sukkerfabrikken lige på den anden side af havnen, hvor mors kontor var, blev også ramt flere gange, og som hun senere udtrykte sig: ‘Bomberne lignede bolcher, som faldt ud af flyvemaskinen og ned i taget på fabrikken, lavede et hul - og så pludselig - puff! - så brændte det‘. Sukkerfabrikken udbrændte totalt.
Der faldt også nogle bomber forkert andre steder, bl.a. på
|
|
