Indledning - Pressen
For 30 Aar siden laa Amager endnu hen som en landlig Idyl, en fredelig Enklave, omgiven af grønne Fælleder og Engmarker, afsondret fra den larmende Stad ved Sunde og Volde. En herlig Tumleplads for en poetisk Rytter.
Mod øst det blæsende Øresund med Sejlere og Dampere i langeligt Følge, mod Vest den rolige, blanke Kalvebodstrand.
Man mindedes H. C. Andersens eventyrlige, lange “Fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten
af Amager”, hvor han fandt Plads for Tanken
til ret at sværme om og en stille, beskeden Befolkning, hvis hele Liv var Idyl.
Endnu malede Møllerne langs “Broen” de vigtige
Københavnere Skæppen fuld! Endnu længe efter at Porten var faldet, var Amager ikke vaagnet af sin Tornerosedvale, som Enevælden havde dysset øen ind i. Længe efter levede den i hin romantiske Verden, som Hollænderkulturen, H. C. Andersen, Johanne Luise Heiberg og Exner havde indhyllet den i.
Længe varede det, inden den gned øjnene og blev vaagen ved Storstadens Vækst og larm.
Var det en forsømt, vanartet Presses Skyld, at man stadig levede paa Minderne? Eller var der ingen Presse? Jo,”Aftenposten” eller “Dags-Telegrafen” bragte Efterretninger fra Ind- og Udland; men vistnok meget sjældent et Ord fra eller om Amager. Det første Livstegn i den Retning fra Befolkningen var en lille “Kommunaltidende for Taarnby Sogn”, der en kort Tid i Begyndelsen af 70’erne udkom en Gang eller to om Maaneden. Og 1874 forsøgte den første Bogtrykker, Th. Nielsen, der nedsatte sig paa Amager (i Sundbyerne) at udgive et, ganske vist kun lille, Dagblad, “Amager Avis”. Det stred med Livet og Døden i et Kvartal og gik ind.
I Midten af 80’erne blev tilfældig “en Fremmed”
sendt ud paa øen som et Hjul i Samfunds-mekanismen. Han blev “Uroen” i Uret. Det varede ikke længe, før han begyndte at skrive i Hovedstadsbladene om øens mærkelige
gammeldags Sædvaner og Livsforhold, hvad der vakte et vist Røre og en følelig Modstand,
navnlig blandt Skipperstanden i den “udelukkende Søstad” paa Drogdens øre.
At en fremmed Heimdal vovede sig op paa Bifrost og stødte i Luren for at vække de slumrende
Aander og paakalde Interessen for Byens
Landside, medens saa at sige hele Befolkningen
kastede sin Kærlighed paa Søen, som den havde gjort det i 200 Aar.
1 1887 stiftedes Foreningen “Dragørs Fremme”,
der var det første Skridt for at drage besøgende
Sommergæster og Landliggere hertil. Samme Aar optoges Jernbanespørgsmaalet, som brændte 120 Aar. Nogle Aar senere oprettedes Dragør - Søbad af et Interessentskab. Og 1887 startedes “AmagerPosten” som et Ugeblad for Oplysning og Fremskridt. Bladet vegeterede en Del Aar - i øvrigt under forskellige Navne, indtil Udgiveren og Redaktøren, Helmig, i Midten af 90’erne maatte opgive sit Trykkeri. Derefter stiftedes 1902 “Amager. Avis” - af Bogtrykker Christtreu, der holdt Bladet gaaende? i 5 Aar, og endelig 1907 “Amager-
Bladet”.
Den konservative og den indbyrdes Selskabeligheds
Aand, Befolkningens nøje økonomiske Tilknytning til Hovedstaden, gjorde det vanskeligt for et lokalt Blad at vinde frem. Først da Amagerlands Producentforening stiftedes og antog det som Medlemsblad, fik det sikrere Fodfæste. Og nu efter at have tilbagelagt sin 15. Aargang, vil det forhaabentlig kunne regne sig med som et nyttigt Led i Udviklingen.
1915 begyndte “Amager Borgerven!” som lokalt
Organ for Christianshavn, Sundbyerne og Islands Brygge at udkomme, ogsaa som Ugeblad.
Og 1922 endvidere “A.B.” og “Dragør-Kastrup-Posten”, saa der er nu ikke mindre end 4 lokale Blade til at fremme Amagers grødefuld
Vækst.
Forbindelsesmidler. Broer. Torve. Omnibuskørslen.
Holdesteder. Bommen.
Forbindelsen med Hovedstaden og det øvrige Land foregik, som den stadig gør, over de to Broer, Knippelsbro og Langebro. Man mindedes
endnu den Tid, da Porten var den eneste Vej ud og ind. Og Staden spærrede stadig som et Fangebur for Øens Trafik og opslugte den.
Denne Isolerethed og deraf følgende Sædvaner
bestemte Farten i Udviklingen. Endnu for 30-40 Aar siden var Forbindelsen med Staden omtrent den samme som i Hansetiden. Men der kørte en Dagvogn, som tog Posten med, til Dragør og til Kastrup, ligesom der 1874 iværksattes en Omnibuskørsel mellem “Porten” og Sundbyerne.
Forbindelsen med den indre By foregik naturligvis
som i gamle Dage væsentligt over Knippelsbro, der efter Ombygningen 1867 var bleven betydelig bredere. Før kunde to Vogne næppe passere hinanden. Nu kunde Omnibusser og smaa Sporvogne passere den. Ved Ombygningen 1908 fik den Dobbeltspor. Men hvad nytter det, naar Skibstrafiken i Havnen stiger i samme Forhold som Væksten i Stadens Periferi og holder Broen oppe paa den halve Del af Tiden, saa Passagen standses.
Først efter Portens Nedlæggelse kunde der ude fra Amager banes Vej over Langebro. Denne Bro synes nærmest anlagt som Militærbro mellem Vestervolds og Christianshavns Vold samt til Eksercerpladsen og Skydebanerne paa Amager. Langs Voldgraven gik ganske vist den saakaldte Enveloppevej (af Dokke) eller Dokkede Vej, som førte ud paa en Dæmning mellem Kalvebodstrand og Voldgraven hen til Kigkurven, antagelig et gammelt Vagttaarn, hvorfra en Dæmning drejede til højre over Voldgraven til Langebro. Denne laa da ud for Vestre Voldgade. Midt mellem Dæmningen og Faste Bateri strakte sig et langt Strandrev af Form som en Løvehale i Retning mod Kigkurven. Her blev senere opfyldt til Anlægget af Geværfabriken (1882). Først 1903 blev den nuværende Langebro bygget. Den blev flyttet et godt Stykke mod Syd og ender nu paa Amagersiden, hvor Kigkurven stod, senere
Fischers gamle Vagtbod, der var et søgt Sted, hvor man kunde knibe sig en Taar, naar man gik en Tur paa Volden og nød “Blæsten paa Lange...