I samarbejde med Sundby Bibliotek har Sundby Lokalhistoriske Forening i juni 2001 udgivet endnu en bog. Der er tale om det længe ventede store værk om det navnkundige teater på Amager. Forfatteren Svend Ole Nielsen lader fortællingen begynde så tidligt som i 1660 for at få fat i baggrunden for hvordan teatret kunne opstå.

Om teaterperioden fra 1892 til sidste forestilling og nedrivningen af bygningerne i 1961 fortælles i detaljer. Der berettes både om de mange karismatiske personer, der gjorde teatret til det var, om den til tider vaklende økonomi og om publikums reaktioner på forestillingerne med meget mere.

Der er flere end 150 billeder i bogen, der er delt op i billeder af lokalhistorisk interesse og af teaterhistorisk interesse. Uddraget fra bogen er om Carl Carlsens tid som teaterdirektør fra 1929 – 1961.

 

Uddrag af afsnittet om Carl Carlsen:

Tidligere på måneden havde Frische tilfældigt mødt Carl Carlsen på gaden, hvor de var faldet i snak om Røde Kro, og ret hurtigt var de blevet enige om hvordan driften af Røde Kro i fremtiden skulle foregå. Herom udtalte Axel Frische dengang: „Men jeg vil ikke drive det selv. Jeg nøjes med at sætte nogle Penge i det, og lade Skuespiller Carl Carlsen …De véd , Carlsen er altid gó…om at drive Etablissementet. Han har tidligere under Carl Thomsen haft at gøre med Restauranten og teatret, og vil nu genoptage sin gamle Gerning“. Axel Frische havde i virkeligheden flere gode grunde til at pege på Carlsen som den nye direktør på Røde Kro. Udover at han havde erfaring med den daglige drift på kroen så var han umådelig populær blandt publikum.

Axel Frisches plan med Røde Kro, som han utvivlsomt har drøftet indgående med Carl Carlsen, var at det skulle drives i den folkelige genre, som altid havde været dets force. Han præciserede der derhen, at det var hans ønske, at det blev drevet på samme måde som Sønderbro Teater i sin tid, da han selv var direktør der.

Frische kunne af gode grunde kun overtage den økonomiske side af teatret, idet han jo i forvejen var direktør på Nørrebro Teater, noget der lagde rigeligt beslag på hans tid og arbejdskraft. Carl Carlsen skulle derfor stå for den kunstneriske side af teaterdriften og for restaurationsdriften. Han skulle derfor hurtigst muligt have skiftet sin provinsteaterbevilling ud med en københavnsk bevilling. En sådan bevilling fik Carl Carlsen d. 15. februar 1929, men inden da var han allerede gået i gang med at forberede opførelsen af den første forestilling under den nye ledelse. Det skulle være et stykke, som Axel Frische var medforfatter til nemlig Rasmines Bryllup.

I et interview med Amagerbladet gav Carl Carlsen den 15. februar 1929 sin programerklæring for hvordan han ville drive teatret og restauranten. Med hensyn til teaterdriften udtalte han følgende: „Jeg har samlet det Personale, der synes mig at høre til en folkelig Scene, folkelig taget i gemytlig Betydning. Jeg har slet ingen litterære Prætentioner. Teatrets Publikum skal først og fremmest more sig. Jeg vil forsøge, at få den saakaldte gammeldags Berøring mellem skuespillere og Publikum sat i Gang igen. Og det skal nok Lykkes. Der er ingen tvivl om det. „Røde Kro“ har altid kunnet gaa – om man kan sige saadan – Omgangstonen er den rigtige. Tænk paa de herlige Dage i Christian Petersens Tid! Det kan komme igen, og det skal komme igen – ”!

Med hensyn til restaurantdriften annoncerede Carlsen stærkt nedsatte priser på både mad og drikke og Moulin Rouge skulle forsvinde og erstattes af en gemytlig danserestaurant: Amagerlandsbyen.

Carlsen afsluttede interviewet optimistisk og fuld af tro på sig selv, og det han skulle i gang med: „Et jævnt Københavneretablissement, hvor Christianshavnere, Amagerne, som de Ærkekøbenhavnere de er og altid har været for en billig Penge kan faa en glad Aften, det er det, jeg ikke alene vil, men ogsaa kan skabe“.

I det hele taget gjorde Carlsen i de første år alt for at lægge afstand til den foregående periode under Amfeldt og hans forsøg på at efterligne det avancerede parisiske forlystelsesliv. Således lagde han stærk vægt på at understrege og præsentere Amagers landlige og folkelige særpræg på Røde Kro. Orkestret kom til at spille i Amagerdragter, og betjeningen i Amagerlandsbyen kom til at foregå i originale Amagerdragter. Som nævnt ovenfor blev det tidligere Moulin Rouge omdøbt til Amagerlandsbyen, hvor der langs væggene opbyggedes facader af hyggelige små bindingsværkshuse. Et serveringsrum kom til at hedde Bondestuen.

Og det der opførtes på scenen blev også holdt i en jævn folkelig stil. Om det første stykke, der opførtes under Carlsen i februar 1929, Rasmines Bryllup, skrev AmagerBladet: „Alle Figurerne staar klart. Ingen særlig onde eller særlig gode Karakterer. Det er et kig ud af den jævnere Befolknings Vindever“. Rasmines Bryllup blev en succes, idet den gik ca. 3 måneder, og Carlsens satsning syntes at være rigtig. Det konkluderede AmagerBladets anmelder, der mente at direktør Carlsens instinkt var sikkert nok. ”Det er Folkekomedier Sundbynitterne vil have.” Efter den langvarige Succes med Rasmine kom turen 2. Pinsedag til Cirkus Dannebrog af Knud Lumbye og Frederik Rocatis. Og senere på året i forbindelse med premieren på Gutter ombord, hvor der var fuldt hus, en skov af blomster og ægte applaus, måtte AmagerBladets skribent Severin overgive sig: „Det er vist alligevel Folkekomedien man vil se her paa vor lille Ø“. Kommentaren byggede naturligvis på sammenligningen mellem den forrige leder Henry Amfeldt og så Carl Carlsen. Deres ideer med hensyn til teaterdrift var så forskellige, at det var uundgåeligt at gøre visse overvejelser, især med hensyn til repertoiret, og her blev Carlsen triumfatoren, i hvert fald på det publikumsmæssige område.

Frederik Rocatis, der i omtrent et par årtier havde været tilknyttet Røde Kro, som en slags huspoet kom nogle år senere tilbage til denne problemstilling. Han komplimenterede indirekte Carlsen for, at han aldrig havde været i tvivl om hvordan Røde Kro Teater burde drives, både når det drejede sig om repertoiret, opsætning og udstyr. Om Røde Kros særlige ansigt udadtil skrev han: „Ethvert Teater har sit bestemte Fysiognomi, som det, hvis det vil bevare sin Eksistensberettigelse absolut maa fastholde, thi det er i mangfoldige Tilfælde bevist, at et Forsøg paa at ændre dette Fysiognomi eller slaa ind paa andre Veje end de engang fastslaaede næsten altid mislykkes. Røde Kro Teaters Fysiognomi kan betegnes med de 2 Bogstaver f.f. hvilket er udlagt: Folkeligt – fornøjeligt, og disse 2 Egenskaber har, med ganske faa Undtagelser, præget Teatrets Forestillinger i de Aar det har eksisteret.

Teatret har vundet et ganske særligt Publikum paa sine Revyer, og dette har i sin Tid givet Anledning til, at et Par af Teatrets skiftende Direktører har forsøgt at sætte Revyer op, der skulde konkurrere med de større Revyscener, dels i pragtfuldt Udstyr, dels i Korets Afklædthed, men disse Eksperimenter har aldrig vundet den Folkeyndest som de Revyer, der var sat op i et jævnt borgerligt Niveau og præget af ægte københavnsk Gemytlighed.”

I 1930 fortsatte succesen med folkekomedier, i blandt hvilke man især kunne nævne Sjuske Dorthe, der blev spillet 75 gange. Men i 1931 meldte problemerne sig. Den økonomiske krise ramte for alvor Danmark; arbejdsløsheden eksploderede, og pengene var små i mange hjem. Det smittede også af på Røde Kro, idet der kom færre besøgende i teatret. I programmet for 1932/33 kaldtes den foregående sæson for „en af de vanskeligste Sæsoner i Mands Minde“ – og det var vel også grunden til, at Carlsen måtte prøve, at få nye ideer og evt. prøve at genskabe nogle af tidligere tiders store succeser. Som en afveksling fra folkekomedierne ønskede han at forsøge sig med en farce. Han valgte Den kyske Levemand af Franz Arnold og Ernst Bach. Hvis det blev en succes ville han i de kommende sæsoner fortsætte med andre stykker af de 2 forfattere. Arnold og Bach var herhjemme mest kendt fra Apolloteatret, der i en årrække havde haft eneret på at spille deres stykker, og hvor Holger „Gissemand“ Petersen skabte teaterhistorie ved sin udfoldelse af disse farcer.

Arnold og Bach var et par habile skuespillere, der i årene før og efter 1. Verdenskrig skrev et utal af lystspil og navnlig farcer, som siden har været opført i tusindvis af gange verden over.

Der var flere grunde til at Carlsen valgte et stykke af Arnold og Bach. I Røde Kros program for 1932/33 kunne man læse, at de 2 forfattere som ingen andre havde en særlig evne til at skrive en farce, hvori humøret og fantasien og de vanvittige barokke påfund og situationer er samlet under ét, således at man som tilskuer må overgive sig på nåde og unåde og netop Arnold & Bachs farcer var stærkt medvirkende til den publikumssucces, som Apolloteatret havde haft. Desuden havde de to forfatteres stykker i miljøet, tonen og humøret noget meget „dansk“ over sig; det var letfatteligt for hele det store publikum, så man fuldstændig lever med i hvad der foregår på scenen. Ifølge programteksten var det den tids bedste form for humor, og så havde de den fordel, at de ikke virkede forældede.

Forsøget med Den kyske Levemand lykkedes. Det blev en så stor succes, at Carlsen i de efterfølgende år satte nye Arnold & Bachstykker på plakaten. Anmelderen Viggo Clausen har i forbindelse med sin omtale af Mills’ Når engle elsker i 1961 karakteriseret farcen i forhold til lystspillet og i denne forbindelse antyder han også hvorfor netop denne genre kunne slå igennem på Røde Kro i disse år: „Lystspillet er konformt, mens farcen er anarkistisk, lystspillet holder sig til jorden, mens farcen sætter af fra den, lystspillet bliver inden for den borgerlige morals kridtkreds og samler morskab ved at demonstrere idealernes elasticitet. I farcen springer elastikken med et frydefuldt smæld. Lystspillet er for mennesker i trygge tider, dvs. tider, der har trukket rullegardinet ned for utrygheden“.

Vi vil nu prøve at kaste et blik om bag scenen. Hvordan oplevede en tekstforfatter sit arbejde. Hvordan fik han ideerne til sine tekster og hvordan forløb dagligdagen. Hvad var Carlsens rolle som leder, og hvor meget blandede han sig i forfatternes arbejde?

Rocatis har i en munter tone berettet om de pinsler, som en revyforfatter måtte igennem, inden det færdige resultat kunne serveres for publikum. Carlsen overlod intet til tilfældighederne. I forbindelse med planlægningen af sommerrevyen i 1933 holdt han adskillige møder med Rocatis og Sofus Petersen allerede vinteren forinden om, hvordan sommerrevyen burde tilrettelægges, for at den foruden at blive en helt moderne revy tillige kunne få det rigtigt folkelige fornøjelige over sig, som han mente, at teatrets publikum nu engang krævede.

Det egentlige arbejde med sommerrevyen begyndte nogle måneder før premieren. Forfattere og komponister mødtes for at kaste sig ud i dybsindige diskussioner, langvarige konferencer, efterfulgt af nødvendige studiebesøg på mere eller mindre fugtige steder. Man måtte igennem en række gyselige selvpinsler, før det endelige resultat forelå.

Om skabelsen af revyens viser kunne Rocatis berette følgende: „Lægfolk aner ikke, hvilke Lidelser en morsom Vise kan forvolde…altsaa ikke Publikum, men Visens Skaber, og tænk paa hvilken Massevirkning der maa blive, naar Viserne skal fabrikeres en gros…det er vel nok noget, der kan slide paa den allermest kobberforhudede Digterhjerne, for ikke at tale om det forøgede Tobaks og alkoholforbrug under Skabelsesperioden“. Men selv når skabelsesprocessen var afsluttet, var bekymringerne og lidelserne ikke forbi. Først nu skulle den virkelige prøve stå, og der var mange om vurderingen: „Først er der kompagnonernes gensidige Kritik, efterfulgt af Direktørens kloge Vurdering, dernæst Censor Normanns moralske Censur, hvorefter kommer Skuespillernes ikke altid helt retfærdige Bedømmelse af de udleverede Opgaver. Efter Premieren kommer Anmeldelsernes frygtede fagmæssige Kritik af Forestillingen, men den vigtigste af alle Bedømmelser er dog Publikums Dom over Revyen“.

Carlsen opfordrede i 1933 eller 34 Frederik Rocatis og Sofus Petersen til at modernisere et stykke, der i 1917 havde betydelig succes, nemlig København ved Nat. Både Rocatis og Sofus Petersen følte sig forpligtigede til at gøre studier i marken: „Endskønt ingen af os er Novicer, hverken paa Dramatikkens eller Nattelivets Omraade, var det dog nødvendigt, at vi til et saa righoldigt Emne var fuldt orienterede, derfor maatte vi bryde med alle Fordomme og Nat efter Nat, snart alene, snart i Fællesskab drage ud paa Studierejse og hjemsøge de Steder i Storbyen, hvor Livet pulserer hedest og farligst“.

At Carlsen var uddannet købmand og at han i adskillige år havde arbejdet som kommis fornægtede sig ikke. Købmandssjælen lå dybt i ham, også når det gjaldt hans drift af Røde Kro Teater. Set i bakspejlet var det også nødvendigt, idet Carlsen aldrig opnåede at modtage nogen offentlig støtte af nogen art. Hans motto var lige fra begyndelsen, at man skulle give folk hvad de ville have og man skulle kunne levere varen. I forhold til sin opgave var Carlsen altid meget seriøs. Han overlod aldrig noget til tilfældighederne og var meget bevidst om hvad han foretog sig.

Rocatis havde i et program fra sæsonstarten 1935/36 tegnet et billede af de mægtige konkurrenter, som teatret havde fået i de senere år. Der var radioen, talefilmen, restauranternes gratis varietéforestillinger og det tiltagende friluftsliv, ja Rocatis nævner sågar fjernsynet, der netop var blevet opfundet.

Med andre ord var det blevet nødvendigt at gøre opmærksom på sin eksistens og bruge forskellige metoder til at lokke folk i teatret. I forbindelse med sommerrevyerne 1936 og 1937 udfærdigede Carlsen særlige brochurer eller små hefter, der skulle give folk lyst til at komme i teatret. Der var i disse brochurer et righoldigt og indbydende billedmateriale både fra forestillingen og fra Amagerlandsbyen. Omkring billederne var der tekster og slogans, der utvetydigt fastslog, hvad det var for oplevelser man fik, når man gik i Røde Kro.

Der var appeller til Amagerbefolkningens lokalpatriotisme med sloganet: AMAGERKANER! KENDER DE DERES EGEN BYDELS TEATER. Der blev opfordret til et besøg på Københavns morsomste og billigste teater. Et andet markant slogan om teatret lød: TEATRET DER HOLDER SIN KURS OG HVIS MOTTO ER: PUBLIKUM SKAL MORE SIG.

I kanterne omkring billederne fra Amagerlandsbyen kunne man læse, at der var gratis entre. Man kunne danne sig et billede af hvad man kunne forvente at opleve i Amagerlandsbyen i det korte, fyndige og slagkraftige slogan…

Den resterende del af dette afsnit kan læses i bogen, der rummer et større afsnit for alle de direktører gennem tiden, der var med til at sætte præg og kulør på Røde Kro Teater.