Beskrivelse

af Lone Kirsten Olsen, udgivet feb. 2019.

I hæftet fortæller Lone Olsen om sin uddannelse og et langt liv som ansat på forskellige apoteker, blandt andet Amagerbro Apotek. Her er et par udpluk fra hæftet:

“Det hele startede med, at jeg kom til at sige, at apoteksassistenter
nu var en ”uddøende race”. Sådan kunne man selvfølgelig ikke udtrykke det, men der bliver ikke uddannet apoteksassistenter mere.
Fra ca. 1999 kom man til at hedde farmakonom, og
det er jo et flot ord, men sandheden er, at de ikke producerer
medicin mere. De har nogle øvelser på skolen, og ellers er
det varer ind ad døren og ud igen til kunderne.
……..
Jeg vil lige nævne, at selvom man havde bestået eksamen,
så måtte man fremover hele tiden holde sig opdateret
angående nye cirkulærer og bestemmelser. Almindeligvis
var det farmaceuten, der informerede os om det nye.
På Amagerbro Apotek underviste vi desuden hinanden. Det
foregik på den måde, at man valgte et emne, som man satte
sig grundigt ind i, og så holdt man et lille foredrag for de
andre. På den måde blev det ved med at give udfordringer
at arbejde på et apotek.
……
Trekroner Apotek (det kendte jeg bedst). Der var en
skranke med sluse til nattevagten. Skranken var høj, så ingen
uvedkommende kunne komme ind. Man skulle holde
narkomaner ude. Et par gange var jeg ude for en falsk recept
på narkotika, men selvom vi ringede til politiet med
det samme, nåede de ikke frem, før narkomanen var gået.
På Istedgades Apotek kunne vi trykke på en alarmknap
direkte til politiet. En gang var jeg lige ved det før lukketid
en fredag aften, men de truende mennesker blev forstyrret
af en anden kunde, så heldigvis skete der ikke noget.
……
I recepturen skrev man først en etiket, som man satte
ned i en rille i valsen på skrivemaskinevalsen – senere
havde man en moderne maskine med ruller med
etiketter af forskellig størrelse. Så blev prisen regnet
ud. Det var ofte små blandinger, ”magistrelle blandinger”.
Medicinen hentedes fra lageret eller blev fremstillet. Det var vigtigt,
at varerne stod på hylderne i recepturen.
Når det hele var færdigt, blev det kontrolleret af 2 farmaceuter
eller en farmaceut og en apoteksassistent. Man skrev sine initialer. Så blev det hele sat i en plastikbakke på transportbåndet til skranken.
På Istedgades Apotek var jeg den første apoteksassistent.
Den ældre defektrice ville ikke anerkende, at jeg måtte
skrive under. Men så gjorde apotekeren noget klogt. En
dag kom han med et stempel med initialerne til alle dem,
der måtte skrive under, 3 farmaceuter og mig.

Tilbage til elevtiden. Nu er det jo sådan: Når katten er
ude, spiller musen på bordet. Når apotekeren var til møde
om formiddagen, tog vi ekstra kop formiddagskaffe. Det
var ellers kun om lørdagen, vi fik det. Naturligvis lavede
eleverne kaffe og hentede wienerbrød eller frugt. Så var….”

________________________________________